Beskrivning
Knitting pattern on danish, pdf file.
Alma Evening Dress er en smuk og elegant festkjole, aftenkjole, gallakjole eller hvorfor ikke en bryllupskjole. Den er enkel i sig selv, men har en stor dobbelt flæse, som lægger sig fint ned over skuldrene, skinnende glittertråd og et lille slæb bag på.
Unik, smuk og ekslusiv.
Arbejdet strikkes oppefra og ned. Først strikkes en kort linning i glatstrik, som foldes og strikkes sammen med opslagskanten. Derefter laves der raglanudtagninger og arbejdet inddeles i for- og bagstykke mens ærmemaskerne sættes til hvile.
Kjolen strikkes med ind- og udtagninger indtil de angivne mål eller så langt som ønsket, og derefter afsluttes med en lang flæse forneden, som bliver længere bagpå ved hjælp af vendepinde (German Short Rows). Sømmen lukkes løst af i vrangmasker.
Derefter strikkes flæsen foroven med udtagninger indtil de angivne mål og foldes til sidst op, strikkes med og lukkes af.
Ærmerne får en smal linning og afsluttes ved at blive strikket op.
Til slut trækkes en smal elastik igennem linningen foroven. Kjolen er enkelt konstrueret og helt monteringsfri.
Størrelser: XS (S) M (L) XL (XXL).
Garnforslag – de 3 tråde strikkes sammen:
Garn 1: 350 (400) 400 (450) 500 (550) gram Arwetta fra Filcolana (210 meter/50 gram)
Garn 2: 175 (200) 200 (225) 250 (275) gram Tilia fra Filcolana (210 m/25 gram)
Garn 3: 175 (175) 200 (200) 225 (250) gram Paia Glittertråd fra filcolana (245 m/25 gram)
Strikkefasthed: 18 masker på 10 cm i glatstrik på pinde nr 5,5 mm eller den str pinde, du har brug for for at få den rette strikkefasthed. Det er strikkefastheden som er afgørende for at kjolen får de rigtige mål, ikke hvilken str pinde, du bruger.
Pindeforslag: Rundpinde nr 5 mm (60/80 cm til linning) og rundpinde nr 5,5 mm (60/80 cm til kjolen).
Elastik 5 mm bred.
Brystvidde: 79-84 (85-88) 89-94 (94-97) 97-101 cm.
Taljevidde: 64-69 (69-73) 73-77 (77-81) 81-85 cm.
Hoftevidde: 88-94 (94-99) 99-103 (103-108) 108-113 cm.
Total længde fra flæse til kjolens nederste søm midt for: 135 (139) 144 (146) 147 (148) cm. Modellen på billedet har størrelse XS på og er 159 cm høj. Vær opmærksom på, at længden på kjolen bliver kortere, når den tages på.
Total længde fra flæse til kjolens nederste søm midt bag: 147 (151) 156 (159) 160 (161) cm.
Kjolen giver sig rigtig meget og ser lang og smal ud undervejs, men vil til sidst følge kroppens mål. Det er vigtigt at prøve kjolen på under arbejdets gang.
Kjolen på billedet er strikket i Arwetta fra Filcolana i farve 977, Tilia fra Filcolana i farve 336 og Paia fra Filcolana i farve 703.
Vær opmærksom på strikkefastheden.
Recensioner
Det finns inga recensioner än.